VORES KRAV TIL KOMMUNERNE

Kommunalvalget 2021 er årets vigtigste politiske begivenhed. Det er nu, at vi lokalt skal handle på klimakrisen. Det er nu, at kommunerne skal tage ansvar og vise lederskab.

Derfor går vi på gaden lørdag d. 6. november for at vise hinanden og beslutningstagere det brede folkelige krav om klimahandling.

Efter mere end et år, hvor vi i Danmark i fællesskab har taget ansvar for at bekæmpe coronavirussen, er det tid til at vise at befolkningen ønsker en hurtig omstilling, der sikrer en grøn og retfærdig fremtid for Danmark og resten af verden.

Vi går for et Danmark, der viser vejen globalt ved at blive et miljømæssigt bæredygtigt og socialt retfærdigt samfund.

Den nye IPCC rapport har vist, at muligheden for at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur under 1,5 grader er ved at slippe fra os. Derfor er det nu vi skal kræve, at kommunerne også bidrager til at Danmark gør sin rimelige del, for at overholde Paris Aftalen og sikre, at vi når 1,5 graders-målet.

Vi går for klimaretfærdighed. For et Danmark, som internationalt kæmper for at give en større stemme og støtte til de, som er mest sårbare over for klimakrisens konsekvenser.

Vi skal skabe en demokratisk opvækkelse i hele landet, som kan sætte fart på omstillingen. Befolkningen skal ikke blot høres, men involveres direkte i de mange lokale spørgsmål og udfordringer, som findes i kommunerne. 

Med en bevægelse af borgere i alle aldre, der over hele landet engagerer sig lokalt i den grønne omstilling og går til stemmeurnerne, kan vi sammen skabe et grønt kommunalvalg.

Folkets Klimamarch, Valget 2019 (Credit: Jonas Drotner Mouritsen)

Folkets Klimamarch, Valget 2019 (Credit: Jonas Drotner Mouritsen)

 

VI KRÆVER AT ALLE KOMMUNER

  1. Vælger grønne løsninger ved at indregne en pris på 850 kroner pr. ton udledt CO2 i kommunens indkøb og investeringer.

  2. Giver plads til mere vild natur, ved at beskytte de biologisk mest værdifulde arealer

  3. Styrker demokratiet med grønne borgerting, som, støttet af eksperter, har reel indflydelse på kommunens klima- og naturpolitik

  4. Sikrer nye grønne arbejdspladser og uddanner borgerne til de nye jobs, så ingen bliver tabt under omstillingen.

Folkets Klimamarch er partipolitisk neutralt. Vi er en gruppe af borgere fra hele landet, der er drevet af en følelse af ansvar for at bevæge verden i en mere socialt retfærdig og bæredygtig retning.